5 råd til ledelsen i forhold til stress og krisestyring


Nedenfor kan du læse StressEksperternes 5 råd til ledelsen i forhold til stress og krisestyring.

 

 

1. Vær åben og ærlig - de fleste medarbejdere er mere opmærksomme, end du måske tror. De kan mærke, hvis krisen kradser - også selv om du forsøger at skåne dem.

 

De fleste arbejder bedst, når de kender situationen og de mulige konsekvenser. Mange af de scenarier, dine medarbejdere skaber i deres fantasi, er oftest langt værre end virkeligheden. Saml dine medarbejdere og præsenter situationen i grove træk og lad dem stille spørgsmål, så du kan få potentielle spøgelser ud af mørket. Du skal ikke nødvendigvis fortælle dem alt i detaljer, men de fortjener at kende det store billede. Du kan afværge megen snak i krogene, nervøsitet samt ineffektivitet ved at tage fat om nældens rod.

 


2. Del ansvar og indsats - skab en alliance sammen med dine medarbejdere mod krisen.

 

Lad dem være med til at bekæmpe krisen, involver dem i håndteringen og drag nytte af deres idéer. Hvis I sammen kan skabe en alliance, er I for det første flere til at løfte - og du får et dedikeret hold, der kan være med til at lette presset fra dine skuldre. Få ting er bedre til at skabe et stærkt hold end en fælles modstander - i dette tilfælde krisen.

 


3. Gør det rigtige - alt for mange bliver ineffektive, når situationen spidser til.

 

Det er en naturlig stress-reaktion, at vi under stressede forhold bliver mindre kreative og mister overblikket - netop derfor, er det endnu vigtigere at holde fokus.

 

Den italienske økonom Vilfredo Pareto lagde i 1897 grundstenen til det, der i dag er kendt som 80/20-reglen. Han kunne påvise, at 80% af vores resultater skyldes 20% af vores indsats - derfor gælder det altid (og især i krisetider) om at identificere de 20% og begynde der.

 


4. Se dine medarbejdere - når vi føler presset stige, bliver mange ofte meget fokuseret på driften og outputtet, men da det er menneskene, der producerer outputtet, er de vigtigere end aldrig før.

 

Du bør som leder være endnu mere opmærksom på dine medarbejderes ressourcer, deres overskud, deres opgavemængde osv. Hvis du oplever medarbejdere, der viser tegn på, at presset bliver for overvældende, er det en god investering at forebygge. Det kan være gennem omprioritering af opgaver, det kan være et par fridage (selv hvis der er pres og deadlines), og det kan være konkret hjælp fra f.eks. en stresscoach.

 


5. Fejr succeserne - også de mindre af slagsen.

 

Stemningen og motivationen på en arbejdsplads kan efter længere tids pres lide et voldsomt knæk. En kort afbrydelse, hvor man giver sig tid til at fejre et lyspunkt, giver fornyet energi og viser sig som en god investering.

 

Intet er i virkeligheden for småt at fejre - det kan være mindre mål, afdelingen har nået - en uventet succes - anerkendelse fra ledelsen - ros fra en kunde - en udfordring, der blev undveget etc.




« Tilbage