For mange opgaver? Lige en tanke og et spørgsmål

Skrevet den 14. januar 2010 af Helle Bentzen

Rigtigt mange af mine stressede klienter arbejder meget – rigtigt meget. Og faktisk så meget at det går ud over dem selv, deres familie og også deres arbejde.

For hvis skyld gør vi det?

Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor i alverden de gør det? De mærker på deres egen krop, at de ikke kan holde til det. De sover dårligt, de får ondt i maven, de bliver hidsige osv. osv. Oven i det har de næsten konstant dårlig samvittighed overfor deres familie. De føler, de bruger for lidt tid sammen med dem, og når de endelig er hjemme er tankerne alle mulige andre steder (læs: på arbejdet). Og på arbejdet yder de absolut ikke det optimale. De tager forkerte beslutninger, de kan ikke fokusere, de går i gang med tusinde opgaver på én gang og afslutter rundt regnet ingen af dem. .

Lige om lidt kommer aldrig

Hvis jeg spørger dem, hvorfor de arbejder så meget, så ved de det ikke. Måske en eller anden pligtfølelse – who knows. Ofte har de aldrig spurgt sig selv om det. De er bare på en eller anden måde blevet fanget i livet – i en hektisk hverdag. De venter på at lige om lidt, så bliver alting bedre, lige om lidt så kommer der en rolig periode på arbejdet, lige om lidt når det næste tilbud er afleveret, når den næste deadline er nået SÅ …. osv. osv. Men prøv og hør…. det bliver aldrig lige om lidt!!

Måske kender du det her fra dig selv. Hvis du gør, så skal du vide at hvis ikke du gør noget aktivt, så ender det med, at det du troede var optakten til livet, det var faktisk selve livet.

Fokus og beslutning

Det du har brug for, for at det ikke skal fortsætte sådan, det er først og fremmest fokus – altså at bryde den daglige trummerum, stoppe op og sætte tid af til at kigge på dit liv. Og dernæst at tage en beslutning.  Du skal beslutte dig for om tingene fungerer fint, som de er, eller om du synes, der skal ændringer til.

Hvis du er helt tilfreds med den måde, du bruger dit liv på, så tillykke med det. Jeg skal absolut ikke gøre mig til dommer over den måde, du lever dit liv på. Det eneste jeg ønsker er, at du stopper op og kigger dit liv efter i sømmen – spørger dig selv, om du er tilfreds. Og hvis svaret er nej, så find ud af hvad der skal til, for at du bliver tilfreds. Og det her bliver du nødt til at gøre selv. Du bliver nødt til selv at tage ansvar, selv at gøre noget andet. Ingen andre gør det for dig.

½ time til dig og dine tanker

Mit bedste råd til dig er altså at sætte tid af i din kalender – bare ½ time – hvor du tænker over, om du er tilfreds. Hvis der er områder, der skal justeres på, så start med at finde bare et lille skridt du kan tage i den rigtige retning. Så er du godt på vej.

Det har du ikke tid til, siger du? Hm – hvor lang tid bruger du egentlig på at se fjernsyn på en uge? Bare et spørgsmål.

Relaterede indlæg

Tags: Gode råd, hverdagen, stress

Skriv en kommentar