I Søndagsavisen d. 8/1 faldt jeg over overskriften ”Luk munden og let røven”. Overskriften dækkede over en artikel om sundhed, hvor ernæringsekspert Christian Bitz udtaler, at sundhed ikke er spor svært, det er et valg, det er sund fornuft og alle ved godt hvad, der er sundt og usundt.
Det samme kan, med næsten de samme ord, siges om stress – eller måske snarere det at undgå at få stress. Det er ikke svært, det er et valg, det er sund fornuft og langt de fleste ved godt, hvad der skal til, for at få den rigtige balance mellem arbejde og fritid. Hvad der skal til for at leve et liv, hvor vi aktivt prioriterer det, vi synes er det vigtigste.
Stresshormoner gør det svært
Når først stresssymptomerne dukker op, så er det derimod overhovedet ikke let længere. Så påvirker stresshormonerne hjernen, og vi mister overblikket, bliver dårlige til at se muligheder og løsninger samt til at handle. Men inden vi når dertil, så ved vi faktisk godt alle sammen, hvad der skal til.
De fleste har den nødvendige viden
Min erfaring, når jeg er ude og holde foredrag og workshops, er, at mange ved rigtigt meget om både stresshåndtering og stressforebyggelse. Men det er som om at al den viden bare ender på hylden med de andre kursusmapper. Som en af mine kursister engang sagde: ”Tænk, hvis vi virkelig brugte al den viden, vi har fået på alle de kurser vi har deltaget i”. Men det gør vi ikke. Når vi kommer tilbage til vores arbejdsplads efter endnu et kursus, så overmander opgaverne os som en flodbølge, og derfor fortsætter vi som regel bare, som vi plejer med de samme dårlige vaner og uhensigtsmæssige rutiner.
Et andet resultat kræver en anden handling
Når vi taler om stresshåndtering og forebyggelse så er problemet i første omgang, at vi ikke giver os tid til at stoppe op og mærke efter. Måske er vi bange for konsekvenserne; for at vi bliver nødt til at tage nogle drastiske og i første omgang næsten uoverskuelige valg. Eller måske bilder vi også os selv ind, at vi ikke har nogen handle muligheder. En dejlig let løsning hvor vi kan fralægge os ansvaret og skylde skylden på alle mulige andre – ægtefællen, chefen, samfundet, forældrene, tiden …..fortsæt selv rækken. Og her er det så, at jeg godt vil vende tilbage til overskriften i Søndagsavisen. For ligesom når snakken er om sundhed, så handler stressforebyggelse også om at tage ansvar og gøre noget. Hvis du vil have ændringer i dit liv, så må du gøre noget andet, end du gør i dag.
Brug din viden
Så min pointe er, at du godt ved, hvad der skal til for at undgå stress. Inderst inde ved du godt, hvilke ændringer der skal til, for at du kan få et liv i balance. Du kan selvfølgelig godt vælge, at fortsætte som du plejer, men så skal du også vide at resultatet også bliver, som det plejer. Hvis du derimod vælger at tage ansvar for dit eget liv og ændre bare en lille ting, så vil du også hurtigt se og mærke resultater.
Beslut dig! Tag ansvar og gør noget. NU!
Har du spørgsmål? Kommentarer? Andre erfaringer?
Vi hører gerne fra dig i kommentarerne nedenfor.
Relaterede indlæg
Tags: arbejde og fritid, balance, Christian Bitz, forandringer, Gode råd, stress, stresshåndtering

“Grib dagen” siger man. Men som du skriver, er dette først muligt når man tager et ansvar og en aktiv beslutning!
Inspirerende og tankevækkende blogindlæg…