Rigtigt mange af mine stressede klienter arbejder meget – rigtigt meget. Og faktisk så meget at det går ud over dem selv, deres familie og også deres arbejde.
For hvis skyld gør vi det?
Man kan med rette spørge sig selv, hvorfor i alverden de gør det? De mærker på deres egen krop, at de ikke kan holde til det. De sover dårligt, de får ondt i maven, de bliver hidsige osv. osv. Oven i det har de næsten konstant dårlig samvittighed overfor deres familie. De føler, de bruger for lidt tid sammen med dem, og når de endelig er hjemme er tankerne alle mulige andre steder (læs: på arbejdet). Og på arbejdet yder de absolut ikke det optimale. De tager forkerte beslutninger, de kan ikke fokusere, de går i gang med tusinde opgaver på én gang og afslutter rundt regnet ingen af dem. .
