Hvad er stress?
Hos StressEksperterne definerer vi stress som værende en individuelt oplevet belastningstilstand, som kroppen og psyken reagerer på.
Under en stresspåvirkning udskiller kroppen stresshormonerne adrenalin, noradrenalin og kortisol, hvilket medfører en midlertidig hormonel ubalance.
Stress er med andre ord ikke en sygdom, men en midlertidig tilstand hvis følgesymptomer kan have alvorlige fysiske og psykiske konsekvenser.
Den stresstilstand, den enkelte oplever, afhænger af to faktorer:
- Den belastning, der kommer fra omgivelserne i form af eksterne stressfaktorer (eksempelvis deadlines, forventninger fra ledere og kollegaer, skilsmisse samt dødsfald) eller fra individet selv i form af interne stressfaktorer (eksempelvis bekymringer samt personlige krav og forventninger)
- Den individuelles følsomhed og måde at reagere på
Når vi taler om stress, skelner vi mellem to former for stress. Den kortvarige, akutte stress - og den langvarige stress.
Den kortvarige stress bevirker, at du kan yde en ekstraordinær indsats i en oplevet presset situation - det være sig på jobbet som privat. Du føler, at du er i kontrol og har styr på situationen, alligevel reagerer kroppen ved at udskille stresshormoner. Det, som er det vigtigste at være opmærksom på ved den kortvarige stress, er, at den har negative konsekvenser, hvis du ikke prioriterer afslapning og restitution højt.
Forestil dig et pendul, der svinger - jo længere det bevæger sig ud mod ’lange arbejdsdage, forventningspres og deadlines’ - jo vigtigere er det, at det også bevæger sig ud mod ’afslapning og restitution’.
Den langvarige stress opstår, når du gennem en længere periode udsættes for en fysisk eller psykisk belastning og samtidig føler, at du ikke er i kontrol eller ikke evner at håndtere belastningen. Dette medfører, at kroppen reagerer med en øget produktion af stresshormoner. Konsekvensen af den langvarige stress kan være alvorlige fysiske og psykiske symptomer, som i værste fald kan føre til dødsfald.
I et fransk eksperiment har man forsøgt at påvise, hvordan hjernen registrerer og reagerer på den akutte stress, mens den accepterer og tolererer den gradvise stressbelastning i den ophobende stress.
Forskerne satte nogle frøer ned i en gryde med kogende vand. Ved den pludselige forandring reagerede frøerne ved at springe op af gryden med det samme. Derefter satte forskerne nogle frøer ned i en gryde med lunkent vand, hvorefter de tændte for blusset. Denne gang tolererede frøerne, at vandet gradvist blev varmere og varmere og til sidst gjorde dem bevidstløse og kogte dem ihjel.
Forsøget beskriver på en simpel men alligevel meget præcis måde faren ved at acceptere og tolerere, når stressen gradvist sniger sig ind på os.
Stress kan altså med andre ord beskrives som kroppens reaktion (alarmberedskab) på overbelastning. Når du rammes af stress, reagerer kroppen med en række symptomer, der kan ses som indikatorer på, at kroppen er i fysisk og psykisk ubalance.
« Tilbage
