Stress & Kost


Hos StressEksperterne arbejder vi ud fra devisen om, at stress og kost er tæt forbundne. Stress påvirker din hormonbalance og dit nervesystem - det samme gør sig gældende for den kost, du indtager.

 

Af samme årsag er det specielt vigtigt at være opmærksom på, hvad du spiser og drikker, når du er udsat for en stressbelastning. Det er dog betydningsfuldt at pointere, at kosten alene ikke fører til stress, men at kosten har en stor indvirkning på, hvorvidt din stresstilstand forværres eller afhjælpes.

 

At spise har for mange en afstressende effekt. Det, kombineret med at kroppens evne til at regulere din appetit og fordele fedt er i ubalance, gør det endnu vigtigere, at du skifter de hurtige, tomme kalorier fra blandt andet raffineret sukker og lyst brød ud med fødevarer, der tilfører din krop en længerevarende energi, hvilket du blandt andet får fra groft brød, magert kød og grøntsager. Kostens næringsstoffer er med til at styrke dit immunforsvar og sørger for, at du opretholder et stabilt energiniveau i løbet af dagen - sørg derfor for, at den kost du indtager, kan bruges af din krop.

 

Stimulanser som eksempelvis koffeinholdige drikke som kaffe, te og cola har en stressende virkning på kroppen. Koffeinholdige drikke stimulerer dit kredsløb, så puls og blodtryk stiger, og samtidig påvirkes dit centralnervesystem. Det betyder, at mange, specielt under en stresspåvirkning, oplever uro i kroppen, og at deres adfærd og søvnmønster påvirkes negativt. Halveringstiden for koffein er individuel og varierer i et interval på 3-7 timer. Mange har derfor, uden at vide det, store mængder koffein i kroppen, som påvirker dens balance.

 

Stress medfører for mange, at overskuddet til at tilberede sund og næringsrig kost nedprioriteres til fordel for fast food med hurtige kulhydrater og tomme kalorier. Det påvirker kroppens blodsukker, som let kommer i ubalance. Et ustabilt blodsukker er usundt for kroppen, da det blandt andet påvirker kroppens produktion af insulin og kortisol negativt.

 

Insulin er et hormon, som produceres i bugspytkirtlen. Insulinens hovedfunktion er at regulere cellernes optagelse af sukker og lagre energi.

 

Kortisol er et hormon, som produceres i binyrernes bark. Kortisol har stor indflydelse på protein-, fedt- og kulhydratstofskiftet, da det øger proteinnedbrydningen og samtidig nedsætter forbrændingen af glukose, så blodsukkeret stiger.

 

Har du et ustabilt blodsukker, kan du blandt andet opleve fysiske og psykiske symptomer som hovedpine, træthed, svimmelhed, høj puls, vitamin- og mineralmangel, glemsomhed, koncentrationsbesvær og irritabilitet.


Ønsker du at få dit blodsukker til at stige langsomt og stabilt anbefales det at spise fødevarer som blandt andet havregryn, fuldkornsprodukter, grøntsager og frugt.




« Tilbage

Kontaktinformation


StressEksperterne

 

Telefon: 4246 1646


E-mail: info@stresseksperterne.dk