Stress & Ledelse


Hver dag er 35.000 danskere sygemeldt på grund af stress. Det koster årligt staten og virksomhederne adskillige milliarder kroner.

 

Ifølge LO koster dårligt psykisk arbejdsmiljø samlet set 63,3 milliarder kroner årligt. Det svarer til, at der bygges tre Storebæltsbroer hvert år. En pris alle danskere er med til at betale - både økonomisk og menneskeligt.

 

 

Lederen bliver også ramt af stress 

 

De 35.000 danskere, der dagligt er sygemeldt med stress, er ikke kun medarbejdere - også lederne påvirkes og sygemeldes på grund af stress.

 

Ifølge Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø er 12 procent af danske ledere meget stressede, og flere går på kanten af et stresskollaps.

 

Det ovennævnte tal omfatter ikke mindst de kommunale ledere, der er underlagt et ekstraordinært stort arbejdspres - en konsekvens af kommunalreformen. Men stressen rammer i høj grad også lederne i det private erhvervsliv, hvor den kompetente arbejdskraft bliver sværere og sværere at finde i takt med, at kravene for en øget produktivitet stiger dag for dag.

 

 

Manglende stress-politik

 

Selv om mange i dag anerkender, at den enkelte medarbejder i sidste ende har ansvar for sin egen stress, er det et faktum, at det er et ledelsesansvar at give de ansatte den nødvendige viden og de rette værktøjer til at forebygge og håndtere stress.

 

Ifølge Dansk Erhverv er det, ikke desto mindre, kun én ud af tre virksomheder herhjemme, der har en formuleret politik for, hvordan de skal forebygge og håndtere stress. Et tal, der trods alt er steget siden 2005, hvor under 10 procent af de danske virksomheder havde en stress-politik. Tallet må formodes at stige yderligere nu, hvor det psykiske arbejdsmiljø er blevet en obligatorisk del af den Arbejdspladsvurdering (APV), som alle virksomheder med ansatte er forpligtet til at udarbejde.

 

 

Trivsel kan ses på bundlinjen

 

Et af de vigtigste elementer i både forebyggelsen og håndteringen af stress er den adfærd og ledelsesindstilling, der ligger bag.

 

Det er vigtigt, at ansatte på alle niveauer inddrages i arbejdet - både i det forebyggende og håndterende arbejde. Det kan ligeledes være til stor gavn for virksomhedens trivsel at have en intern ressourceperson fx en HR-medarbejder eller tillidsrepræsentant, der har en finger på pulsen i forhold til virksomhedens psykiske arbejdsmiljø.

 

Det er StressEksperternes erfaring, at det er evident at sikre, at alle relevante parter bliver hørt og får mulighed for at bidrage til virksomhedens trivsel. Det sikrer en lettere implementering og er en langt større motivationsfaktor for trivsel og arbejdsglæde.




« Tilbage

Kontaktinformation


StressEksperterne

 

Telefon: 4246 1646


E-mail: info@stresseksperterne.dk